Projekter

Siden opdateres løbende med projekter for perioden 2023 – 2027

2025:

  • Fanø Trampolinforening har bragt en ny sport til Fanø, og de oplever stor interesse for trampolispring, især fra børn og unge. Foreningen får 90.000 kr. fra LAG Fanø-Varde til at indkøbe deres egne trampoliner fremfor at benytte lånt udstyr.
  • Fanø Jagtforening vælger at gå i en ny retning i deres arbejde med vildtpleje – en retning, som de også forventer, kan være med til at skaffe øget interesse for deres forening og samtidig nye og yngre medlemmer i foreningen. Fanø Jagtforening tildeles 50.000 kr. fra LAG Fanø-Varde til at investere i en termisk drone, som både kan bruges til at afsøge råvildt på markerne i høstsæsonen og til vildttælling.
  • LAG Fanø-Varde gav en historisk stor bevilling på 450.000 kr. til indkøb af en ny teleskoptribune til kulturhusets nye kultursal. Den fleksible tribune får plads til ca. 200 siddende gæster og skal sikre gode kulturoplevelser for både børn, unge og voksne.
  • Nordenskov Borger- og Sogneforening får 100.000 kr. til etablering af et centralt samlingssted i Nordenskov. På Knudsens Plads, der allerede danner ramme om musikarrangementer, fællesspisning og sociale aktiviteter, vil foreningen opføre en træhytte. Hytten skal styrke det lokale fællesskab og skabe nye muligheder for aktiviteter – særligt for byens børn og unge.
  • Hesselhogaard i Starup får 214.000 kr. til grøn omstilling af deres Bed & Breakfast. Virksomheden vil udskifte den nuværende opvarmning med et jordvarmeanlæg, hvilket både reducerer CO₂-udledningen og gør det muligt at imødekomme den stigende efterspørgsel efter helårsturisme i området.
  • På Fanø er Fannikerdagen et af årets kulturelle højdepunkter, hvor Fanø-dragter, Fanømusik og Fanødans fejres over tre festlige dage. Arrangementet samler både lokale og turister og skaber glæde for rigtig mange gæster hvert år. Gulvene, som hvert år monteres i teltene på festpladsen, trænger alvorligt til udskiftning, og til denne investering giver LAG Fanø-Varde 95.000 kr.
  • LAG Fanø-Varde giver 50.000 kr. til produktionsselskabet Stikling Film, som vil producere en kortfilm om Fanø. Kortfilmen, som skal hedde Græsenke, optages i Sønderho, tager udgangspunkt i Fanøs unikke kulturarv med bl.a. folkedragter og folkedans og handler om øens kvinder i 1890’erne.
  • På Fanø modtager foreningen Ren Strand Fanø 115.000 kr. til indkøb af en ny bil, som skal styrke foreningens arbejde med strandrensning og formidling. Bilen skal bruges i det daglige arbejde med at holde Fanøs strande rene og samtidig synliggøre foreningens indsats over for både lokale og besøgende. Den bliver designet med foreningens visuelle identitet og logo.
  • Sønderho Antenneforening får 81.400 kr. til opgradering af det lokale antenneanlæg. Projektet skal sikre hurtig og stabil internetforbindelse samt et pålideligt tv-signal i Sønderho. Den teknologiske opgradering bidrager til både bosætning og erhvervsudvikling i området og understøtter byens fremtidige digitale infrastruktur.
  • En af Nymindegabs almennyttige foreninger, V6’s Venner, ønsker at bevare det historiske skib V6, som ligger i vandkanten ved de smukke Esehuse. Skibet udgør en vigtig del af Nymindegabs historie som tidligere fiskeriby, men skibet trænger til en kraftig renovering for at kunne komme ud at sejle igen, og det har LAG Fanø-Varde givet 175.000 kr. til.
  • Et par af Nymindegabs driftige iværksættere fra virksomheden Local Food ApS fået 300.000 kr. til at skabe et nyt og bæredygtigt butiks- og cafekoncept i byens tidligere købmandsforretning. Butikken skal styrke det lokale fødevaremarked, reducere madspild og fremme miljøvenlige værdier.
  • Starup Auto, som ligger i landsbyen Starup-Tofterup, får tildelt 175.000 kr. til at energioptimere og renovere en udtjent bygning til at blive et moderne autoværksted for servicering af el-biler. En del af renoveringen består i at etablere solceller og varmepumpe.
  • Den selvejende institution NATUR-HUSET er et moderne kulturhus skabt af frivillige i den tidligere brugs-bygning i Starup-Tofterup. NATUR-HUSET får 100.000 kr. til at udvide ungdomsklubben, som oplever stor søgning fra områdets unge, ligesom en del af bevillingen skal bruges til at skabe ekstra plads til husets iværksætterkontorer.
  • Tømrerne Rasmus ApS ønsker at gå i front, når det gælder asbesthåndtering. De ønsker derfor at investere i en specialdesignet asbestvogn, som både er til eget brug og til udlejning til områdets lokale håndværkere og virksomheder. Tømrervirksomheden får 55.000 kr. til projektet.
  • Fanø Firmaevent ønsker at styrke Fanøs image som en attraktiv cykel-ø. Virksomheden har i nogle år tilbudt cykeludlejning til øens turister fra ubemandede cykelstationer via en app. Denne funktion lægges med projektet over i en ny ”Fanø-app” med nyt design og funktionalitet, ligesom der skal investeres i både børne- og elcykler for at imødekomme efterspørgslen af disse produkter. LAG Fanø-Varde giver 175.625 kr. til projektet.
  • KFUM Spejderne på Fanø tildeles 200.000 kr. til nyt tag og klimaskærm på deres spejderhus, Spejderborgen. KFUM spejderne på Fanø ønsker at give deres bygninger en grønnere profil, og en vigtig del af denne proces er udskiftning af det oprindelige tag på bygningen.
  • iVÆRKstedet Fanø er en frivillig forening, som ønsker at styrke iværksætterkulturen på Fanø. Foreningen har via Fanø Kommune fået stillet lokaler til rådighed til et kontorfællesskab, og LAG Fanø-Varde giver 50.000 kr. til at løfte kontorets faciliteter med bl.a. en lydisoleret telefonboks og diverse kontorartikler.
  • LAG Fanø-Varde tildeler 86.776 kr. til Fanø Chokolade til nyt produktionsudstyr. Investeringerne skal hjælpe virksomheden med at imødekomme en stigende efterspørgsel og muliggøre en udvidelse af det nuværende sortiment med flere produktlinjer. Investeringen i nyt udstyr skal gøre produktionen mere effektiv og hjælpe med at reducere spild.

2024:

  • Georg Hansen fra Billum er blot 18 år og er i gang med at etablere som selvstændig og udvikle en virksomhed, der specialiserer sig i bæredygtige anlægsarbejder og grøn infrastruktur. Han ønsker med sit LAG-projekt at udbygge sin maskinpark med en minilæsser og trailer for at kunne udføre flere anlægsopgaver uden at være afhængig af at skulle leje maskiner. Georg Hansen får 172.250 kr. til sit projekt.
  • Anne Mehl Skovbølling Kjær er en 27-årig iværksætter fra Nymindegab, og hun driver sammen med sin familie en række campingpladser langs Vestkysten i firmaet Campingcrew ApS. Anne Skovbølling nærer en stor forkærlighed for sit lokalområde, og hun ønsker med sit projekt at bevare Nymindegabs unikke hus Hedelyst ved at gøre det tilgængeligt for lokale og turister og samtidig etablere en ny oplevelse på stedet i form af en historisk minigolfbane. Hvert hul i den nye minigolfbane skal afspejle en bid af den lokale historie fra huset og Nymindegab for dermed udbrede kendskabet til området. Anne Skovbølling får 350.000 kr. til at etablere den historiske 12-hullers bane.
  • Den unge iværksætter Karl Emil Halkjær fra Fanø stiftede i januar 2024 Lighthouse Burgers Fanø ApS, som driver et populært madsted i Rindby på Fanø, hvor der er fokus på lokale råvarer og bæredygtighed. Karl Emil Halkjær ønsker nu at udvide sit madkoncept med en mobil burgerbar, i form af en ombygget container som skal benyttes i forbindelse med bl.a. events, festivaler og private events. LAG Fanø-Varde tildeler 173.156 kr. til projektet.
  • Rødgaard Camping på Fanø arbejder med at øge deres bæredygtighed og grønne profil. De ønsker i den forbindelse at etablere solceller for at blive selvforsynende med strøm for dermed at mindske deres miljøpåvirkning og samtidig opnå økonomiske fordele. Rødgaard Camping tildeles 220.500 kr. til at installere solceller på campingpladsen.
  • Enghavegård i Billum har en ambitiøs, grøn profil, som de ønsker at skærpe yderligere ved hjælp af LAG-midler. Enghavegård producerer bl.a. økologiske oste, hvilket giver et højt energiforbrug, både i forbindelse med selve produktionen og ligeledes ved lagring og køling af ostene. Virksomheden ønsker med LAG-projektet at investere i solceller og en dampgenerator, som skal erstatte en dampkedel af ældre dato. Investeringerne skal være med til at nedsætte deres CO2forbrug og sikre økonomien, og de får 100.000 kr. til projektet.
  • Billum Idrætsforening har fokus på at øge kapacitetsudnyttelsen i Billum Hallen. Derfor ønsker de at etablere to indendørs padelbaner i den ene halvdel af hallen, mens foreningens allerede eksisterende aktiviteter kan afvikles i den anden del af hallen. De indendørs padelbaner vil skulle benyttes i foreningsregi og udover at øge udbuddet af indendørs idrætsaktiviteter i hallen vil det samtidig styrke medlemstallet i foreningen. Billum Idrætsforening får 234.000 kr. til padelbanerne.
  • Varde Aadal Lam I/S ved Alslev modtager 202.000 kr. til at etablere et multifunktionelt rum i eksisterende lokaler på deres gård. Rummet skal fungere som formidlingssted for børn og unge for at skabe interesse for lokale fødevarer og hertil knyttede relevante erhvervsuddannelser. Samtidig er det ambitionen skabe et mødested for familier med interesse i at se, hvor de lokale fødevarer kommer fra. Rummet skal samtidig fungere som ubemandet gårdbutik og opvarmes via overskudsvarmen fra det tilhørende slagteri.
  • Co-Pilots ApS, som ejes af den unge iværksætter Søren Møller Hansen i Billum får 200.000 kr. til færdigudviklingen af en app til registrering af medarbejderes samkørsel til og fra deres arbejde og deraf følgende beregning af sparet CO2 for deres arbejdsplads. Oplysningerne, som samles i appen, bruges af virksomheder i deres ESG-regnskab.
  • Hodde Forsamlingshus får 250.000 kr. til energioptimering af deres tag med isolering og udskiftning af tag, montering af solceller og batteri til lagring. Energioptimeringen er sidste del af en større fremtidssikring af forsamlingshusets udendørs og indendørs faciliteter.
  • Playground Studio I/S har til huse i den tidligere børnehave i Lunde, som skal transformeres til kursus- og konferencelokale med bl.a. podcast-studie. Projektet støttes af LAG Fanø-Varde med 100.000 kr. til energioptimering og etablering af bl.a. el-lade standere.
  • MotorikStalden er en nyopstartet virksomhed, som Nina Arnth Stampe står bag. Nina Arnth Stampe har fokus på børn med motoriske udfordringer, og hun ønsker at etablere et træningscenter i et eksisterende lokale på sin bopæl til træning og udvikling af børns motorik med henblik på at udvikle deres indlæringsevner i skolen. Motorikstalden tildeles 75.000 kr. til projektet.
  • Foreningen Lydum Mølle ønsker at udvikle havnekajen ved Lydum Mølle som sidste del af en stor renovering af udenomsarealerne med shelters og gangstier. Foreningen oplever stor interesse for at benytte kajområdet, og de har indhentet tilladelse til kanosejlads på Lydum Å. LAG Fanø-Varde giver 145.000 kr. til projektet.
  • Naabjerg Mink Vest ApS ønsker at opføre et orangeri til et keramikværksted til dekoration og maling af keramik ved Henne Strand. Orangeriet kommer til at ligge i forlængelse af allerede eksisterende bygninger, hvor der i dag er smykkecafe til lokale og turister. Projektet tildeles 100.000 kr. fra LAG Fanø-Varde.
  • Foreningen TeaterBLIK, som har til huse i den tidligere søfartsskole på Fanø, modtager 142.000 kr. fra LAG Fanø-Varde til at modernisere og professionalisere de fysiske rammer for både publikum og de udøvende. For publikum skal der skabes et bedre foyer-område, mens teaterscenen skal opdateres for at skabe bedre akustik, mulighed for mørklægning med gardiner og et stødabsorberende gulv.
  • frkToft ved Marianne Toft ønsker at etablere et rum til keramik-workshops i forbindelse med sit keramikværksted og butik på Hovedgaden i Nordby. Hun oplever stigende efterspørgsel på kurser i keramik, og med 92.000 kr. fra LAG Fanø-Varde får hun muligheden for at imødekomme dette.
  • Den selvejende Institution Fanø Ridecenter har fået tildelt 250.000 kr. af LAG Fanø-Varde til at forbedre de indendørs faciliteter og dermed sikre træning og ridning indendørs året rundt. Projektet indeholder etableringen af en ny ridebund i den eksisterende ridehal til gavn for både rytter og hest.
  • Fanø Angus og Merino, som hører under Fanø Maskinstation, ønsker at udvide deres forretning til ikke kun at sælge deres egne kødprodukter i gårdbutikken men til også at kunne producere og sælge færdigretter, lave mad til fester og deltage i lokale events på Fanø. Til dette formål har virksomheden fået 135.000 kr. fra LAG Fanø-Varde til at investere i en mobil foodtrailer.

2023:

  • Udviklingsrådet Helle Vest er involveret i udviklingen af de rekreative muligheder for både turister og lokale ved Holme Å. Projektet, som modtager 187.000 kr. til etableringen af en bro over Holme Å, skal skabe forbindelse mellem kyst-til-kyst-stien og Ansager kanalsti og samtidig give øget adgang til hele området.
  • Foreningen Sig Vækst har gennem flere år arbejdet med at skabe Sig Naturpark med bl.a. stisystemer, shelters og legeområder. Området er frit tilgængeligt for alle, og en af de få ting, som mangler for at fuldende projektet, er et handikapvenligt toilet, hvilket LAG Fanø-Varde støtter etableringen af med 191.000 kr.
  • Lindbjerg Forsamlingshus modtager 60.000 kr. til energirenovering af forsamlingshuset med omfugning af ydermure og reparation af tag. Projektet er en del af et større projekt, hvor forsamlingshuset i samarbejde med deres nærmest nabo, Ølgod Kristne Friskole, arbejder på at udvikle et fælles grønt udendørs område til brug for både skole og lokalsamfund.
  • Helle Hallen ønsker at udvikle deres udendørs aktivitetsmuligheder for lokale børn og deres familier og øvrige brugere af hallens faciliteter. Helle Hallen planlægger, i samarbejde med områdets lokale foreninger, at etablere et lege- og aktivitetsområde til fri afbenyttelse for alle. Helle Hallen støttes af LAG Fanø-Varde med 150.000 kr. til projektet.
  • Mejls-Orten-Tinghøj Friskole og Naturbørnehave sætter fokus på de unge og deres ønsker med etableringen af et selvstændigt ungemiljø på skolen. Projektet, som støttes med 231.000 kr. fra LAG Fanø-Varde, indeholder et fællesrum med tilhørende inventar og udearealer, hvor udformning og indretning sker med de unges involvering.
  • Jegum Ferieland Grundejerforening modtager 250.000 kr. til udviklingen af et udendørs aktivitetscenter, som skal placeres i forbindelse med områdets centerbygning. Aktivitetsområdet, som er til fri afbenyttelse og bl.a. indeholder fitness og multibane, skal komme beboere, turister og de omkringliggende lokalområder til gavn.
  • Jeppe Lund driver virksomheden Sydvestjysk Mobilservice med butik i Outrup, hvorfra der bl.a. tilbydes services indenfor folieskæring, gravering og 3D print. Jeppe Lund får 78.000 kr. til investering i ny laser og 3D-printer udstyr, som også kan bruges til undervisningsbrug, og en del af projektet går på at indlede et samarbejde med de lokale skoler om brug af maskinerne i undervisningen.
  • Rousthøje Lokalliv er en nydannet forening, som har til formål at styrke Rousthøje som en attraktiv landsby. Foreningen modtager 106.000 kr. til energiforbedring af en lokal ejendom, som foreningen i samarbejde med borgerforening har købt, og som nu skal omdannes til en centralt beliggende udlejningsbolig til gavn for byens bosætning.
  • Horne Sogneforening har planer om et spændende aktivitetsområde i hjertet af Horne. Projektet skal komme skolebørn, foreninger og byens borgere til gavn og vil med sin centrale placering sikre tilgængeligheden for mange og løfte bymidtens udseende. Sogneforeningen modtager 125.000 kr. fra LAG Fanø-Varde.
  • Fanø Boldklub tager aktivt del i den grønne omstilling med investeringen i en el-bus til brug for deres egen forening men også for de øvrige frivillige foreninger på Fanø, som vil også vil kunne benytte bussen. Bussen vil via samkørslen være med til at skabe et øget socialt fællesskab for øens børn og unge. Boldklubben får 303.500 kr. til formålet.
  • Gartnerfirmaet Agenius Grønne Anlæg modtager 158.000 kr. til at udvikle deres firma i en grøn retning, og samtidig med øget fokus på gode arbejdsforhold for deres ansatte. Projektet indeholder investering i en hedvandsdamper, som bruges til grøn og effektiv ukrudtsbekæmpelse, en ergonomisk hækkeklipper og en ATV træ hauler.
  • Firmaet Fanø Soft modtager 50.000 kr. til at udvikle et unikt produkt med øjenstyring til betjening af MitID, kaldet MitID EyeGaze. Produktet skal give handikappede borgere muligheden for at få en nemmere hverdag med øget digitalisering.

Brug for hjælp

LAG-koordinator

Lisbeth Højvang Linding

lisl@varde.dk
20 58 56 72

Bytoften 2
6800 Varde

Skip to content